Sjællandske Historiske
Artillerie og Feltcorps
Gør historien levende

Historiske Soldater

 

Vi oplever historien via det skrevne ord, og vi ser den enten med historiemalernes øjne - eller gennem filminstruktørens kameralinse.

Men hvorfor ikke gøre historien rigtig levende ?

I de senere år er såkaldt re-enactments blevet populære som moderne historieformidling. Man genopfører historiske begivenheder, især militære, med deltagere i kød og blod, iført korrekte og tidstypiske uniformer - og udstyret med datidens originale våben.

For tilskuerne er det en ny og anderledes oplevelse at se soldaterne eksercere, skyde og angribe, mens sortkrudt-røgen bølger, og bagefter kan man måske selv holde et 64-gevær.

Især i USA - men også i mange europæiske lande - findes sammenslutninger af

re-enactors, som specialiserer sig i forskellige tidsepoker: Riddertiden, Den amerikanske borgerkrig, Første verdensskrig m.m.

Herhjemme genskaber foreningen ”Sjællandske historiske Artillerie og Feltcorps” episoder af historiske, militære begivenheder, som den danske hær har deltaget i.

Det drejer sig om tre markante epoker i vor militærhistorie: Englandskrigene 1801-1814, Treårskrigen 1848-1851 og vor sidste kamp for Sønderjylland i 1864.

Foreningens medlemmer optræder i korrekte uniformer fra de tre krige, og de er udrustet med egne forladegeværer, som bliver brugt til at demonstrere ladning og skydning.

På samme måde anvendes foreningens forladekanoner til at vise skytsbetjening og skydning - bare rolig - med løse skud.

Alle kommandoer udføres i overensstemmelse med de originale eksercer-reglementer, så soldaternes eksercits, march og våbenbetjening sker nøjagtig som i gamle dage.

 

Horn– og trommesignaler lyder også, som de lød dengang, de danske Jenser drog af sted.

Og når dagens kamphandlinger er forbi, rejser soldaterne deres telte og laver mad over åben ild efter opskrifterne i Madam Mangors ”Kogebog for Soldaten i Felten”. Bagefter skal der vaskes tøj, og udrustningen skal pudses,

Og måske er der breve der skal skrives hjem til koner eller kærester.

Et levende billede af datidens soldaterliv i felten!

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk